mandag den 24. december 2012

Julenissen..


Mit navn er julenissen
I kender mig vel godt.
Jeg kommer alle steder
ja, selv på kongens slot.
Når bare folk er glade
og ikke siger nej,
så tømmer jeg min pose
og render straks min vej.

Jeg har så mange brødre
som der er sand ved hav.
På julegrisen går det
hej-hop i flyvetrav.
Når juletræet tændes, 
så må jeg melde pas,
for så skal alting ligge
nøjagtig på sin plads.

Det kommer ikke an på,
om gaven den er stor, 
når blot du glad kan smile
og takke far og mor,
og hvis du havde ønsket, 
lidt mere end det du får,
så husk at du kan ønske
igen til næste år.

Men jeg har ikke tid til
at gøre snakken lang.
Min ridegris den venter,
og nu skal den igang.
Din julegave ligger 
bag grenene i skjul.
Tit-tit, du aner ikke,
hvad du skal ha' til jul!


fredag den 21. december 2012

Om Berlin, øl og følgerne deraf..

Nu skrev jeg jo den anden dag, at jeg glædede mig til varmen..
Dem der kender mig vil vide, at jeg aldrig har været den store globetrotter.. I år var jeg dog en dejlig 4-dages tur til Berlin, som jeg aldrig rigtig har fået fulgt op på, så her kommer lige lidt sommerminder.. :)



Vi landede i Tegel klokken ca. 8 en dejlig morgen først i august, hvorefter vi begav os til vores hotel.. 

Jeg havde booket værelse på Radisson Blu, Berlin. Hotellet kan helt bestemt anbefales. Belliggenheden er perfekt, næsten lige ved Alexanderplatz, værelserne er dejlige og morgenmaden er to die for!! 


Vi skulle egentlig først tjekke ind ved 14-tiden, men de rykkede lidt rundt og fik plads til os fra morgenstunden. 
Vel installerede begav vi os ud i Berlin. Jeg havde lavet lidt research hjemmefra, og var faldet over Frk. Kræsens berlinanmelselse, hvor hun anbefaler en café der hedder Entweder-Oder. Den lå godt nok et stykke vej væk, men jeg kunne huske området fra sidst jeg var i Berlin, og med U-bahn er det ikke så slemt. 

Entweder-Oder er en fin lille café. Vi fandt den godt gemt af en busk, og besluttede os for at sidde udenfor i det dejlige vejr.


Morgenmaden var dejlig.. Godt brød, pølse og ost. frisk frugt og det der nu skulle være. Vi fik dog lidt blikke da vi bestilte øl til, men vi havde jo været oppe længe, og klokken var da også hen ad 10-11 stykker, så vi mente godt at det kunne forsvares.. ;)
Bemærk: Entweder-Oder tager ikke kreditkort, så du skal huske kontanter hvis du slår vejen forbi.

Senere på dagen begav vi so ud til Karl Marx-Allee for at besøge Berliner Bierfestival, som var det primære udflugtsmål for turen.
Vi gik og gik og gik, uden skyggen af øl, og var næsten ved at give op, da vi endelig i det fjerne så et par telte.. Jeg havde egentlig slået mig til tåls med, at det nok var en smule mindre end jeg havde forventet - 10-12 slags øl kan vel godt udgøre en festival i Berlin.. Åhh hvor tog jeg fejl!
Da vi kom helt tæt på, så vi, at ølruten fortsatte i det nærmest uendelige - 2,2 km for at være helt præcis.
Skulle du få lyst til at besøge festivalen, kan man med fordel tage u-banen til Strausberger Platz.

Herunder ses de øl der var repræsenteret - klik på billederne hvis du vil se dem i stor størrelse.. Der var MANGE!


Vi begik en stor begynderbrøler ved at bestille en stor fadøl. Det så vi hurtigt, da de fleste mennesker vi så, gik rundt med det samme ølkrus. Vi besluttede derfor at dagen efter ville være dagen hvor vi "gik Pro" med det helt rigtige krus.. Vi købte vores inden vi gik hjem, og det viste sig, at det var en god idé, for da vi ankom dagen efter, var de udsolgt. 


Det blev en hård dag med fantastisk mange øl.. Jeg tror vi talte sammen til, at vi i alt havde været 27 forskellige igennem.
Det var også grunden til, at jeg dagen efter dagen stiftede bekendtskab med tysk effektivitet..

Apotekeren så medfølende på mig, da jeg slæbte mig ind i hans biks mandag morgen.. Han spurgte til mine smerter, og da jeg som svar sagde "Berliner Bierfestival" vidste han præcis hvad jeg havde brug for..


German Wonderpills!!
Min aller største anbefaling i år må være til disse fantastiske Nurofen Immedia piller.. HALLELUJA!!
Inga, hvis du kommer forbi en pakke, må du meget gerne sende nogen til mig - jeg er ved at løbe tør. ;)

torsdag den 20. december 2012

Madpakker..

Laura kan godt lide madpakker.. Ikke så meget det at det er i en madkasse, mere det at der i vores version af en madpakke er en hel masse forskelligt.
Ofte når jeg i weekenden spørger hende hvad hun har lyst til at spise til frokost, bestiller hun madpakke, og så er vi helt enige om, hvad det indebærer..
I søndags lavede Laura frokost (madpakke) til mig. Hun synes det er fedt, at få lov til at lave mad til mig, og jeg bliver forvist fra køkkenet imens hun kokkererer.
Dette var dagens frokost:


Hun var ret stolt over, at hun selv havde fundet på at skære brødet i trekanter - det gør jeg nemlig normalt aldrig. Bananen var i øvrigt snedigt gemt under brødet, som en dessertoverraskelse, og hun var lige ved at dø af spænding, da hun spurgte om jeg havde fundet hendes lille surprise.. ;)

Dette er en morgenmad hun præsterede for godt et halvt år siden.. Samme madpakkekoncept. :D


Ja, du så rigtigt.. 4 stykker med zombiehjerne (rullepølse)!!
Hun forklarede det med, at der både skulle være til hende selv, Mario, Luigi og Prinsesse Peach.. De spiste alle op, med undtagelse af et halvt stykke rugbrød. :D

onsdag den 19. december 2012

At lære at sige nej..


Hep hep..

Denne sneg sig ind i min bevidsthed igår aftes da jeg skulle sove..
Jeg synes godt, at tiden måtte gå lidt hurtigere. Jeg er klar til varme.. :D


tirsdag den 18. december 2012

Woodoo..

Jeg har siden september lidtt af nogle ækle kramper inde midt i min læg.. De kom lige pludselig, og fejede nærmest benene væk under mig hver gang. Til at starte med, kom de kun en gang imellem.. Et par gange om måneden måske, men langsomt tog de til, og kunne til sidst også fremprovokeres ved f.eks. at bøje sig forover, strække sig, rejse sig, sætte sig osv.. Dvs stort set lige meget hvad jeg gjorde, så kom der en krampe som betaling. Da det begyndte også at komme imens jeg gik, besluttede jeg, at jeg nok hellere måtte tage til lægen..
Min læge mente at det måske var jernmangel (?!) og jeg fik derfor taget en blodprøve, for lige at få testet systemet igennem.. Endnu en uge gik med tiltagende kramper før jeg havde resultatet, og alt så fint ud, lige på nær noget d-vitaminmangel, som jeg efterhånden tror at vi alle lider af. Den tale jeg fik, var i hvert fald præcis den samme, som Martin fik for et par år siden..
Hun henviste mig dog til en kiropraktor, på trods af mit efterhånden brændende ønske om benamputation.
Jeg var temmelig skeptisk, da lægmusklen ikke lod til at blive hård når den krampede. Jeg følte mig mest af alt som om, der sad en eller anden med en woodoo dukke og stak med en nål i mit ben.
Nåmen d-vitaminerne gjorde jo i hvert fald ikke udslag fra den ene dag til den anden, og jeg blev nødt til at gøre et eller andet, så jeg bestilte tid hos kiropraktiren..
Jeg ringede mandag morgen kl. 8, og fik tid klokken 11.. Super fantastisk!!
Af uransalige årsager fik jeg ikke en eneste krampe den morgen, for første gang i flere uger. Jeg havde ellers regnet med, at jeg kunne vise kiropraktoren hvad det var mit ben gjorde, men det ville simpelthen ikke. Typisk!
Nåmen den meget søde kiropraktormand kunne heldigvis godt mærke, at min højre læg var meget mere spændt end den venstre, og på trods af mit stadigt tiltagende ønske om amputation, besluttede han, at vi skulle starte med et par nåle i stedet.. Jeg vidste slet ikke at kiropraktorer kunne sådan noget..!

Jeg var i sidste uge, til min foreløbigt sidste behandling (var forbi tre gange i alt) og har endnu ikke haft nogen kramper siden dagen før jeg var forbi første gang.

Det er jo skræmmende hvor begrænset man kan blive af sådan noget - det så jeg tydeligt bagefter, hvor jeg fandt mig selv grundigt overveje hver eneste gang jeg skulle række mig efter noget, fordi jeg var blevet bange for smerten. Jeg havde også udsat juleoppyntningen, fordi jeg ikke kunne overskue alle de smæk det måtte medføre.
Går du rundt med skavanker, men tysser dem ihjel, kan jeg altså kun anbefale, at du ser at kommer afsted. Det er fantastisk befriende at kunne bevæge sig igen!!

Jeg kan kun give mine varmeste anbefalinger til Kiropraktorne på Axeltorv i Kbh.


Alle jeg talte med, både pigerne i telefonen, receptionen og kiropraktormirakelmanden (Søren) var virkelig flinke, og så er jeg vild med, at man får sådan en reminder sms.. Glemsom mig?? Nææ.. ;)




mandag den 17. december 2012

Sex, kærlighed og.. Jesus?

Man ser af og til nogle sjove ting på gaden.. Den anden dag da jeg skulle hente Laura, kom jeg forbi en bil med denne påskrift:


Jeg tænkte i første omgang mest på et af min lillebrors billeder, og jeg var egentlig gået forbi bilen, men på den anden side af gaden så jeg pludselig denne påskrift..


.. så blev jeg alligevel lige nødt til at træde et par skridt tilbage og dokumentere.. ;)
Man finder tilsyneladende mange pudsige ting der ude i sneen..

søndag den 16. december 2012

Ingefærsmåkager..

Ingefærsmåkagerne blev lidt af et projekt.
Jeg havde allieret mig med "Fru Hüttemeyers ingefærkager" som jeg havde fundet på Madenimitliv.dk.

Opskriften så fin ud, men Anne-Kathrine skrev, at hun overvejede at prøve med mørk muscovadosukker, så det prøvede jeg. Jeg gad ikke at købe en hel bøtte sirup for to skefulde, så dette blev skiftet ud med honning. Resten af opskriften rørte jeg ikke ved.. Lige på nær formen.

Jeg rullede min dej ud i pølser på ca. en to-krone i diameter, trykkede dem en smule flade og satte dem på køl natten over. De kom i ovnen ved 200 grader, og kom først ud, da de var færdige med at boble, og var blevet helt flade. Derefter skar jeg dem ud på pladen og scoopede dem over på en rist. Man skal være lidt påpasselig, for de er temmelig skrøbelige indtil de er kølet af.


Jeg ved ikke helt hvad jeg skal mene om smagen. De smager bestemt ikke dårligt, men om det er min kop te er jeg ikke helt sikker på. Det var dog Lauras favorit, så helt skidt kan det ikke være..
Laura giver dem 4 ud af 5 stjerner.

Jeg bagte også jødekager.. Eller jeg forsøgte i hvert fald, men de er blevet ret skøre - jeg har nok fået dem æltet for meget.. Jeg synes de smager fint, men Laura har kun givet dem 2 af 5. Jeg fik desværre ikke taget billeder under processen, men du kan se alle kagerne herunder. :)


lørdag den 15. december 2012

Hullet er overvurderet..

Ja jeg varslede vist lidt om noget julebag, og nu kan jeg med ro i sinde hakke den post af på listen.
I år kastede jeg mig ud i tre projekter - alle nye tiltag..

Første post var vanillekranse. Jeg har ikke sådan en hødhakkedims og heller ikke nogen kransepistol, så jeg ledte lidt rundt for at finde en opskrift hvor jeg kunne bruge sprøjtepose. Jeg endte med "Mor Jyttes Vaniljekranse" som jeg fandt hos MissMuffin. Der er mange fine opskrifter, så det er nok ikke sidste gang jeg besøger den blog.. :D

Nåmen sædvanen tro kan jeg ikke rigtig lade en opskrift bare være som den er, så jeg ændrede lidt småting.. Min så således ud:

500 g. mel
1 tsk. hjortetaksalt
375 g. smør
300 g. sukker
1½ stang vanille
1 æg + 1 ekstra hvide
25 g. hasselnødder

Jeg lagde flot ud (syntes jeg selv) med disse fine ringe..


Resultatet blev dog ikke helt som ønsket.. Det var som om der manglede noget.. Se selv.. ;)


Jeg kalder dem vanillecookies, for de blev lidt store, men opskriften havde jo sagt at jeg skulle bruge stor stjernetylle. Nåmen efter et par nedjusteringer endte jeg med ringe der så således ud..


Ikke nær så pænt sprøjtet, men til gengæld fik kransene de eftertragtede huller. 
Jeg tror ikke at jeg vil tilføje den ekstra hvide næste gang - måske de så kommer til at stå lidt flottere, men jeg var nervøs for, at jeg ikke kunne få dem ud af sprøjteposen uden.
Smagen er fin, og de er blevet lækre og luftige, men de smager ikke meget af vanille, så næste gang må jeg have fat i enten bedre stænger eller tilføje noget mere.


Laura scorer vanillekransene 3 ud af 5 stjerner..
..følg med for flere småkager..

torsdag den 13. december 2012

PS..

.. Jeg har købt bogen.. :)

Julebag..

Jeg har tænkt mig at weekenden skal stå i julebagens tegn. Jeg har garderet mig med alskens udstikkere, og har en glad hjælper, som garanteret gerne vil hjælpe.


Som noget nyt har jeg tænkt mig at prøve at lave ingefærsmåkager i år.. Jeg ved ikke om jeg nogensinde har smagt ingefærsmåkager, men jeg har fået at vide fra pålidelig kilde, at det er gode sager, så nu giver vi det et forsøg. :)
Jeg skal nok poste billeder når vi er færdige.



tirsdag den 11. december 2012

Hvis man ikke lige ved det..

.. ville man ikke ha' den fjerneste chance for at vide, at Gåsen var med til indspillingen af Jagten som har premiere til foråret.

Men det var hun nu en gang, og selvom man ikke kan se mere en en sløret skygge af hende i baggrunden på et enkelt klip, så var hun der.. Se bare her.. Godt gemt og lettere fjollet, lige bag søde Klara og foran den alt for kære Pelle.



Det var en sjov oplevelse, men jeg må erkende, at Laura i hvert fald ikke bliver filmstjerne før hun selv kan tage afsted, for hold op det er kedeligt at være forældre til. Hvis vi skal mere af den slags, skal jeg i hvert fald til at lære at drikke kaffe og spille canasta - så kan det være at tiden går lidt hurtigere..

Nåmen jeg var inde og se filmen til en forpremiere igår, og den var intet mindre end fantastisk.. På en sådan måde hvor man mærker at man sidder og bliver gal i skralden samtidig med at man krummer tæer.. Den er skræmmende virkelig, og skuespillerne gør et fantastisk stykke arbejde.
Gør dig selv en tjeneste og SE DEN når den har premiere.. Det er ikke for sjov, at der er blevet delt palmer og sager ud.. Vinterberg kan godt være stolt!

Sprøde kartofler..

En del af menuen i søndags var sprøde kartofler, og jeg vil naturligvis gerne dele fremgangsmåden..



1) Kartofler skrælles og koges møre

2) Tag et par kartofler fra og put dem i en pose

3) Tilsæt smag efter behov. Til mine brugte jeg paprika, cayenne, hvidløg, salt, peber og et skvæt citronsaft

4) Tilsæt olie - mine fik også en sjat øl

5) Knus kartoflerne i posen og ælt det hele godt rundt - husk at smage til

6) Skær de resterende kogte kartofler i både, put dem i posen og vend det hele rundt, så alle kartoflerne er dækket af "mosen"

7) Læg bådene på en plade med bagepapir og bag dem i ovnen v. 200 grader til de er gyldne og sprøde - mine måtte godt ha' fået lidt mere, men tålmodigheden rakte ikke så langt denne gang

Velbekomme!! :D


mandag den 10. december 2012

Weekendehygge..

Lørdag var en skøn dag med dejligt vejr.. Vi lagde ud med en ordentlig røvfuld pandekager, naturligvis med citron og sukker, som vi har lært af Cecilie


Bagefter stod den på trappevask og som belønning herefter gik turen til Tivoli. Vejret var skønt, men desværre havde andre fået samme idé.. Vi nøjedes med at gå en runde, drikke et overpriced glas gløgg, spise et par æbleskiver og løbe kalorierne af i Skærsilden.

Søndag havde Mette lokket Laura og jeg med i Cinemateket, hvor vi så Skønheden og Udyret. Mette havde taget diademer med til alle, så semningen var sat. Det var et skønt gensyn, også selvom Laura gav den tre stjerner på uhyggelighedskontoen. 

Søndag aften blev tilbragt i køkkenet.. Resultatet blev en "lille" møg lækker bøf.. 


søndag den 9. december 2012

Min bogreol..

Min post igår mindede mig om et site jeg fandt for noget tid siden, nemlig Gyldendals virtuelle bogreol "Din Bog Min Bog".


Her kan du oprette sig som bruger, og så får du din helt egen bogreol. Du kan se hvad dine venner læser og har læst, og se deres anbefalinger.
Du kan desuden lave en liste over bøger du har tænkt dig at læse, således at du ikke så nemt glemmer dem inden du når så langt.. Hvis du er lige så glemsom som jeg altså.. ;)

Jeg havde for nyligt en del credits hos Audible hvor jeg køber de fleste af mine lydbøger, så jeg købte en ordentlig røvfuld klassikere, som jeg påtænker at skulle igang med en dag jeg får lyst. Lige nu læser jeg The Help, som er rigtig god - både bogen og filmen.
Den handler om livet for de farvede barnepiger/husholdersker i USA i de tidlige 60'ere, da forskellen mellem sort og hvid var så markant, at selv tanken om at de skulle bruge samme toilet, var nærmest utålelig.



lørdag den 8. december 2012

Jussi..

Har du læst om Afdeling Q? Hvis ikke, så er det bestemt på tide. Jussi Adler-Olsen har begået en fantastisk serie om politibetjenten Carl Mørck, og der er netop udgivet en ny bog i serien. Normalt "læser" jeg stort set altid mine bøger som lydbøger, for så kan jeg lave andet imens. Sætter jeg mig med en rigtig god gammeldags bog, kommer jeg ikke op til overfladen før bogen er slut, og nogen gange er det bare ikke særlig praktisk, når man også af og til har et liv der skal passes. Men altså.. Jeg er så pjattet med Afdeling Q, at jeg rent faktisk overvejer at købe bogen som BOG. Måske jeg skulle bruge et par juledage på at konsumere den, imens livet alligevel står på standby..

fredag den 7. december 2012

Min bror..

Det er ingen hemmelighed, at jeg er meget glad for min bror. 
Han er et fantastisk menneske, og så gør han mange af de ting, som jeg ville ønske at jeg selv havde nosset mig sammen til.. Ja ja, jeg kan nå det endnu, det ved jeg godt..

Men prøv lige at se nogen af de fantastiske billeder han tager.. Jeg er helt pjattet med dem, og har også planer om, at få et par af dem op på min væg. 


torsdag den 6. december 2012

Intet nyt er godt nyt..

Det er jo ikke fordi det er noget nyt at jeg er dårlig til at poste på min blog.. Det er sikkert heller ikke noget der bliver lavet om på foreløbig, men en enkelt årlig statusupdate kan det da godt blive til. ;)

Nu står der jo i emnelinjen at intet nyt er godt nyt, og sådan er det da også det meste af tiden. Jeg må dog tilstå at der er sket rigtig meget "nyt" siden mit seneste blogindlæg.

Sidst jeg postede arbejde jeg stadig hos DGI-byen.. Der stoppede jeg lige før jul sidste år, altså for godt et år siden. Fra nytår i år bestred jeg et dejligt barselsvikariat hos Radisson Blu som konference konsulent, men som det er med barselsvikariater ender den slags jo. I oktober i år udrandt mit vikariat således, og jeg måtte ud i den store vide verden og stå på egne ben.. Det varede dog kun kort, for blot 14 dage senere startede jeg som konsulent ien lille IT virksomhed hvor jeg er nu..

Nå.. Hvad ellers er der sket.. Nåå ja, en lille detalje.. Jeg er flyttet "hjemmefra" til en dejlig lille lejlighed i det ydre Valby. Laura er flyttet med, men kun hver anden uge.
Jeg er fantastisk glad for alt det nye i mit liv - det er alt sammen bestemt til det bedre.

Jeg håber at jeg kan finde ud af, at poste lidt oftere, men som altid må der endelig ikke lægges for meget i det - jeg lover INTET!

Skulle du alligevel føle trang til at holde dig opdateret, har jeg påført en lille kasse her ude til højre, hvor man kan se mine seneste instagrambilleder.. Dem er jeg liiidt bedre til at opdatere.

Vi ses!